Besparelse på besparelse, og til sidst har man sparet helt ihjel...

Kære kollegaer

Når jeg ikke overvejer, hvad vi kan gøre for virksomhedens overlevelse, tænker jeg over, hvad der er gået galt i løbet af denne krise. At vi kan blive ramt af epidemier og pandemier, ved enhver. Men hvorfor bliver vi taget på sengen og ramt så hårdt nu?

Da min søn Benjamin i oktober 2018 lå på hospitalet i flere uger, fik jeg mulighed for at opleve vores sundhedssystem på nærmeste hold. Ikke via brochurer på glitrende papir, men gennem en sygeplejerske, der på sin nattevagt helt alene havde ansvaret for 18 stuer med hver to patienter. Dem, der sad på toilettet, måtte kalde længe, før der kom nogen og tørrede dem bagi... Mange sygeplejere var på vagt til sent om aftenen og igen næste morgen (jeg håber ikke, at det stadig er tilfældet). Der var også travle perioder, f.eks. i weekenden, hvor den ene forulykkede motorcyklist efter den blev fløjet ind med helikopter.

Hver dag tænkte jeg, hvad der mon ville ske, hvis der opstod en stor katastrofe, hvor hundredvis, tusindvis eller sågar titusindvis af patienter inden for kort tid pludselig havde brug for hurtig og omfattende lægehjælp for at overleve. Ligesom den nuværende coronapandemi...

I kraft af mit erhverv sætter jeg også pris på at spare. Men helt sikkert ikke på at spare ihjel... Det er en skændsel, hvor lidt vi betaler dem, der opererer os eller tørrer os bagi. Vi kan jo ikke forvente, at de gør det af ren næstekærlighed og hjælpsomhed – selvom det er tilfældet – uden at vi giver de mennesker, der løfter så stor en opgave, en ordentlig løn. Det er uanstændigt, urimeligt, og – har det nu vist sig – torskedumt. Globalt vil denne lille virus nok koste os 1, 2 eller sågar 3 billioner euro. Men det er i grunden ikke virussen, der forårsager skaderne, men snarere den kortsynethed, der har præget dem, der har ansvaret for, at en epidemi eller pandemi ikke slår verden helt ud af kurs.

Nu bliver der i al hast bygget respiratorer, sat ekstra senge ind på stuerne, og idrætshaller, sportsarenaer, messehaller og parker omdannes til nødhospitaler og lighuse. Hvis bare en brøkdel af de mange penge, der nu bruges på bl.a. masker og beskyttelsesdragter til ågerpriser, tidligere var blevet investeret rettidigt i forebyggelse, alarmsystemer og globale strakstiltag, ville vi med sikkerhed miste færre mennesker, opleve mindre nød og skulle sørge over færre døde. Besparelse på besparelse, og til sidst har man sparet helt ihjel. Menneskeligt helt skørt og økonomisk en katastrofe. Sammen med vores venner og forretningspartnere i Grækenland hjælper vi nu med vores produkter med at holde og gøre redningskøretøjer klar til indsats. Efter et årti med strenge spareplaner er der mange ting, der ikke rigtig fungere længere i landet – til befolkningens fortvivlelse... Især for de fattige og allerede på forhånd forfordelte.

En række funktioner og institutioner, som vi mennesker er afhængige af, og som vi har stærkt brug for for at overleve, bør ikke overlades til privatøkonomiske regnedrenge, controllere og spareeksperter, og slet ikke til profitliderlige typer, der rigtig kan tjene penge på andre menneskers sygdom og nød. Jeg elsker den frie markedsøkonomi. Men klassisk virksomhedsdrift fungerer ikke for et sundhedsvæsen, der også skal være gearet til katastrofer og kriser. Det kræver et system, der helt og holdent er forpligtet til alle menneskers almenvel. Og det er staten. Det kan kun være staten. Hvem kan ellers garantere sundheden for 82 millioner tyskere og samtidig til enhver tid sikre anstændig, fair og rimelig aflønning af de mennesker, der opfylder denne opgave?

Pas på jer selv!

Jeres

Ernst Prost

Direktør