- 29-05-2018
Det er nu blevet endnu lettere at skifte olie på automatgearkasser
Maj 2018 – Olieskift på automatgearkasser er en kompliceret affære, der ikke kan sammenlignes med motorolieskift. Det nye Gear Tronic II fra den tyske olie- og additivspecialist LIQUI MOLY klarer opgaven helt automatisk. "Det gør ATF-skiftet til en leg, der ikke længere er forbeholdt specialværksteder", siger David Kaiser, leder for forskning og udvikling hos LIQUI MOLY.
Det er noget mere kompliceret at skifte olie på en automatgearkasse end at skifte motorolie. Ved motorolieskift åbnes udtømningsskruen, og al olien løber ud. Hvis man gjorde det samme på en automatgearkasse, ville en masse af den gamle olie blive i systemet – op til 2/3 af den samlede oliemængde. Gear Tronic II gør det muligt at udskifte al gearkasseolien. Alt efter bilen er der adgang via røret til målepinden, via slangetilslutningerne på gearoliekøleren eller direkte på gearkassen.
Den følsomme proces med samtidig tømning og fyldning af gearkassen sker helt automatisk og skal ikke overvåges. Menuerne på touchscreenen er computerstyrede og meget intuitive. For at aflaste mekanikeren i hans arbejde omfatter Gear Tronic II en bildatabase, der viser, hvilken gearkasseolie der kræves til den pågældende bil, og hvor meget der skal fyldes på. Det letter det daglige arbejde og beskytter mod fejl og dyre reklamationer.
Gear Tronic II håndterer ikke bare olieskift. Den giver også mulighed for at integrere rengørings- og plejeadditiver i servicen. Det giver teknisk god mening og betyder ekstra forretning for værkstedet.
LIQUI MOLY lancerede forgængeren til Gear Tronic II i 2015. Den blev hurtigt til en stor succes, idet den gav værkstederne mulighed for at udvide deres servicetilbud med olieskift på automatgearkasser. Der er i dag ca. 650 enheder i brug.