• 10-07-2019

Fejlmelding i olien

Middelmådigt halvårsregnskab hos LIQUI MOLY – betydelige vanskeligheder på grund af ny software

Juli 2019 – Indførelsen i januar af ny firmasoftware udvikler sig til en permanent byggeplads for LIQUI MOLY. Det der skulle forenkle processerne og sænke omkostningerne hos den tyske olie- og additivspecialist, gør nøjagtigt det modsatte og spolerer halvårsregnskabet. „Havde vi været noteret på børsen, skulle jeg udsende en advarsel om, at fortjenesten vil blive nedsat“, siger direktør Ernst Prost.

Med firmasoftwaren administrerer man blandt andet indkøb, og man styrer produktionen, afvikler forsendelsen og udskriver regninger. Den er derfor af central betydning for LIQUI MOLY's ve og vel. Den tidligere software var flere årtier gammel og stødte i stadig højere grad på grænser. Derfor blev den, efter årelang forberedelse, udskiftet ved årsskiftet.

Imidlertid kom der i stedet for de mindre startproblemer, man altid må forvente, massive vanskeligheder, som har varet ved helt til i dag. Vanskeligheder der har helt direkte indflydelse på forretningsdriften. „Trods support fra velrenommerede softwarefirmaer lykkes det os stadig ikke at producere og levere på det niveau, som vi forventer, og som vores kunder forventer af os“, siger Ernst Prost.

Hos kunderne fører dette til berettiget frustration og ærgrelse. „I hele mit arbejdsliv har jeg aldrig måttet undskylde så meget over for kunderne som i de sidste seks måneder. Hvad vi for tiden præsterer smerter mig dybt“, siger Ernst Prost. Og det medfører betydelige merudgifter, for eksempel til containere, der kun kan fyldes halvt op med varer, til speditioner, der må vente længere end planlagt på omlæsningen, eller til luftfragt, når varer, som er absolut nødvendige, ikke ville ankomme rettidigt med skib. „Vore kunder kan ikke gøre for vores problemer, derfor gør vi alt for, at virkningerne for dem bliver så små som muligt, og påtager os ekstraudgifterne derved.“ Men disse er ikke de eneste udgifter. „Oven i de kolossale udgifter til selve softwareomstillingen kommer der hver dag nye udgifter til fejlsøgning og problemafhjælpning.“

Alt dette efterlader tydelige spor i regnskaberne. Sammenlignet med det første halvår 2018 gik omsætningen ganske vist kun let tilbage med 0,8 procent til 259,6 millioner euro, og det er kun fordi den store ordrebeholdning ikke kunne behandles helt færdig på grund af computerproblemerne. Halvårsindkomsten faldt dog med cirka 30 procent til 11 millioner euro. „Jeg havde aldrig troet, at en softwareomstilling i år 2019 kunne bringe et helt firma sådan i rystelser.“

LIQUI MOLY har længe været forvænt med succes: År for år større omsætning, mere fortjeneste. Den  aktuelle situation kommer uventet for firmaet. Men takket være det høje præstationsniveau betyder dette kun et lille indhug i fortjenesten og er langt fra en eksistenstruende situation. „Vi vil ikke begynde at handle i blinde og komme med arbejdsfordeling eller nedskæring i antallet af jobs her hos os“, siger Ernst Prost. „Vi holder kursen, vi er fortsat på ekspansionskurs, vi ansætter fortsat nye medarbejdere, vi bliver ved med at investere i nye produkter og nye markeder.“

Altså ingen strategiændring og ingen sparekurs. Tværtimod: „De aktuelle problemer har vist os de områder, hvor vi nu vil investere for at blive endnu bedre“, siger Ernst Prost. Således skal byggeriet af et nyt centrallager forenkle logistikken. „Den storm vi nu oplever, er meget stærkere end forudsagt. Høje bølger brydes mod vores skib, én eller anden af matroserne bliver våd og nogle passagerer bliver søsyge. Men vores skib er sødygtigt og ikke i fare. Og denne storm vil snart være forbi. Jeg håber, at vi sammen med vores softwarefirmaer vil have løst computerproblemerne senest til årets slutning.“

Downloads