"Ministerens maskeshow"

I dagens rundskrivelse til kollegaerne forklarer Ernst Prost, hvorfor det sociale er særligt vigtigt i disse tider med social distancing, og hvilke fordele der er ved et tomt skrivebord.

Kære Liqui Moly / Meguin familie!

 

"Jeres produkter er det rene lort, og jeres reklame er til at brække sig over." Er det en joke? Det kunne det godt være. Eller skjult kamera. Det er det dog ikke – bare en anonym internetkriger... Det sker af og til – dog meget sjældent... Så skriver jeg høfligt tilbage, at vi sagtens kan mødes til en meningsudveksling på nettet, hvor vi til nøds også kan argumentere med fakta og kendsgerninger. De fleste hører jeg ikke fra igen. Så holder jeg meget mere af de rosende og anerkendende, men naturligvis også saglige og kritiske beskeder. Jeg læser og besvarer hver eneste besked. Det er dejligt at kommunikere med vores kunder. I øjeblikket modtager vi hver eneste dag hundredvis af positive beskeder. Nogle er overraskede over at få svar, og så endda fra mig og ovenikøbet samme dag – ofte endda inden for en time... Den måde at arbejde på lader til at være gået af mode. Nogle gange er det slet ikke så skidt være gammeldags... Respekt, høflighed og venlighed er altid moderne!

Bedstemor sagde altid: "Udskyd ikke til i morgen, hvad du kan gøre i dag." – Sådan arbejder jeg. Alt, hvad der kommer ind, bliver håndteret: Mail for mail, brev for brev, opkald for opkald. Intet bliver udskudt. Jeg ved jo ikke, hvor meget jeg senere skal have klaret. Jeg holder af et tomt bord. Ved fyraften skal skrivebordet være tomt... Bagefter kan jeg altid tænke og opfinde... Måske kommer der i morgen endnu flere og større opgaver oveni i dem, der allerede ligger og venter. Og så? "Det man har, har man", siger vi i Schwaben. Her handler det ikke om penge, men om at blive færdig.

Og fordi Schwäbisch er sådan en smuk dialekt, kan man også bruge den humoristisk. For eksempel social dans på bordet – Social Tisch Dancing :-) (Tisch betyder bord på tysk). I grunden er det en fysisk afstand, vi skal overholde i øjeblikket, ikke en social. Tværtimod, der er nu brug for nærhed og varme. For vi menneskers sociale side, så at sige vores menneskelige side. Vi er jo ikke bare en stor flok hensynsløse egoister, men i vid udstrækning omgængelige individer, der har medfølelse for andre individer. Det kommer bedst til udtryk i enkeltpersoners sociale adfærd (eller mangel på samme)... Lad os derfor fortsat være sociale, for det modsatte af social er asocial. Lad os vise, at vi har hjertet på rette sted, at vi er der for vores medmennesker og ved, hvad der skal gøres. Respekt for andre starter med øjeblikkelig besvarelse af spørgsmål, men også med øjeblikkelig reaktion på kritik. Også her skal det være straks i stedet for asap... "På grund af travlhed kan vi først nu besvare din mail af 8. januar."  – Nej, det var ikke en myndighed, der skrev det til mig her i slutningen af april, men en god tysk virksomhed. Hvordan skal jeg kunne tage nogen alvorligt eller tro på, at de tager sagen alvorligt, hvis vedkommende bruger 20 dage på at reagere på en skrivelse? De tænker ikke engang over det, for dem er det helt normalt. En opgave, der tager 10 minutter, skubbes i tre uger... Denne virus er jo ikke skyld i alt... Jeg derimod kan ikke sove, hvis bare en enkelt ubesvaret e-mail – uanset hvad den handler om – rumsterer rundt i mit hoved og dermed nager min sociale samvittighed og min ære som direktør. Der er ting, man bare ikke gør, og der er ting, som man bare må gøre med det samme. Det er et spørgsmål om opdragelse og i vores tilfælde en meget vigtig del af vores virksomhedskultur.

Lad os derfor fortsætte med at være, som vi er: Hurtige, grundige, høflige, venlige og lige som vi gerne vil have, at andre skal være over for os...

Til sidst et kættersk spørgsmål til den ministerielle maskeluftbro: Skal en imagehungrende B-politiker og en skare af journalister nu være til stede, hver gang der lander et fly fra Kina med for sent bestilte og for dyrt betalte masker eller lignende "high tech-produkter" om bord? Uden ansigtsmaske, men til gengæld med 30 cm afstand... En bøde til vores forsvarsminister – det gad jeg godt se... Eller hjælpepakker, inklusive tyggegummi fra vores amerikanske venner, kastet ned via luftbro over Berlin. Nå ja, forhåbentlig dukker maskerne denne gang op i modsætning til dem, som den gode Andreas Scheuer fra CSU med tårer i øjnene for nylig tog imod på landingsbanen i München for rullende kameraer...

 

Jeres

Ernst Prost

Direktør