Mindsteløn og fattigdom i alderdommen på grund af konkurrenceforvridning med skatteindtægter.

LIQUI MOLYs direktør Ernst Prost fortæller om social dumping på statens bekostning

Kære kollegaer.

For øjeblikket får jeg hele tiden på puklen, fordi jeg går ind for en forøgelse af mindstelønnen. Mange virksomheder ville i så fald ikke længere være lønsomme – siges det – fordi de så ville skulle betale højere lønninger.... Det er altså bedre at bibeholde en virksomheds indtjeningsgrundlag end at give medarbejderne den løn, som de skal bruge for at kunne opretholde deres eksistensgrundlag, og som de vel også har fortjent, fordi de har været med til at skabe indtjeningen for virksomheden? Det kan jo heller ikke være meningen for øjeblikket. Først og fremmest fordi staten jo understøtter de beskæftigede med vores allesammens skattepenge og dermed også indirekte hjælper virksomhederne. I løbet af ansættelsesforholdet og senere i endnu højere grad for at bekæmpe fattighed i alderdommen, som jo skyldes for lav indkomst, anvendes der skattepenge, som først skal indtjenes på anden vis. Således støttes virksomheder via støtteordninger og lignende, og virksomhedens profitabilitet øges ved, at man pepper for lav indtægt for arbejderne op med offentlige midler.

 

Hvordan kan det være, at virksomheder i én og samme branche til stadighed fifler rundt med denne strategi om mindsteløn samtidig med, at andre er i stand til at betale ordentlige lønninger - vel at mærke tarifmæssigt sikret og aftalt med fagforeninger og samarbejdsudvalg? På den måde finansierer virksomheder med deres skattebetalinger således den direkte og indirekte støtte til virksomheder, som ikke lever op til disse standarder og tilmed er kendetegnet ved billige priser på markedet. Det er jo ingen kunst at være billig, når man ikke betaler sine medarbejdere en anstændig løn, ikke overholder tarifferne og inddrager mindstelønnen som et instrument i sine beregninger. Det er markedsøkonomisk ramt helt ved siden af, et misbrug af velfærdssamfundet og tilmed konkurrenceforvridende. Der skal konkurreres om at levere den bedste ydelse og ikke om på snedig vis at udnytte velfærdsordninger, ligesom man på ingen måde skal konkurrere om manglende overholdelse af arbejdssikkerhed, miljøbeskyttelse og aflønning.

 

Facit: Mennesker skal kunne leve af deres arbejde, og det skal være muligt med kun én arbejdsplads. Virksomheder, som ikke kan eller ikke ønsker at leve op til deres sociale og samfundsmæssige ansvar gennem en fair og tilstrækkelig aflønning, bør udvikle en anden forretningsmodel eller hæve deres priser - men de skal heller ikke på nogen måde kunne få mulighed for at rive tæppet væk under sunde virksomheder med dumpingpriser ved at kunne opnå alle mulige former for tilskud og støtte til sig selv og deres personale eller at kunne sende deres medarbejdere videre til de statslige jobcentre for at forøge begrænsede indtægter.

Jeres

Ernst Prost