LIQUI MOLY vækster trods problemer

Softwareomstilling skæmmer årets resultat, men alligevel er omsætningen rekordhøj

Januar 2020 – På trods af store problemer fortsætter olie- og additivspecialisten LIQUI MOLY vækstkursen. 2019 blev afsluttet med en rekordomsætning på 569 millioner euro, en stigning på fire procent i forhold til det foregående år. "Det viser, at vi kan opleve succes selv under svære forhold", siger direktør Ernst Prost med henblik på softwareproblemerne for et år siden.

Dengang havde LIQUI MOLY indført ny software til styring af indkøb, produktion og salg. Denne omstilling gik slet ikke så gnidningsfrit som ventet - tværtimod. Konsekvensen var store leveringsproblemer. "Vore kunder var med rette chokerede", siger Ernst Prost. "Den slags havde de aldrig tidligere oplevet med os".

Det mislykkede softwareskift skæmmede tallene for de første måneder alvorligt. Bid for bid fik virksomheden løst softwareproblemerne og indledte jagten på at indhente det tabte. "Hos os smøgede alle ærmerne op og tog fat", siger Ernst Prost rosende om sine medarbejdere. Efterfølgende satte LIQUI MOLY den ene månedsomsætningsrekord efter den anden. På den måde lykkedes det i det mindste at genvinde noget af det mistede terræn. Ved årets afslutning kunne man i stedet for et minus notere sig en omsætningsvækst på fire procent til 569 millioner euro – en ny omsætningsrekord. Dermed har LIQUI MOLY fordoblet sin omsætning i løbet af de sidste 10 år.

Den hårde start på det forgangne år efterlod sig dog tydelige spor i resultatet. Manglende omsætning samt ekstraudgifter til løsning af softwareproblemerne pressede det under niveauet for 2018, men overskudsgraden er fortsat tocifret. "LIQUI MOLY er finansielt sund, gældfri og har en egenkapitalandel på over 80 procent", siger Ernst Prost.

Antallet af partnere, som medarbejderne kaldes hos LIQUI MOLY, voksede i 2019 fra 849 til 933. Flere medarbejdere i krisetider er ikke en selvmodsigelse for Ernst Prost: "Kriser løses ikke ved at afskedige mennesker, men ved at ansætte mennesker, der kan løse problemet."

Som forventet voksede LIQUI MOLY mere på eksportmarkedet end på det tyske hjemmemarked, hvor mærket har været etableret i flere årtier. "Vi har længe haft større omsætning på internationalt salg end på vores hjemmemarked", fortæller Ernst Prost. "Der er omsætningspotentialet også langt større." De vigtigste markeder er Rusland, USA og Kina. Eksportforretningen kører dog langt fra af sig selv: Internationale handelskonflikter, dårligere nationaløkonomier og nationale importbegrænsninger er blot nogle af hindringerne.

LIQUI MOLY fremstiller udelukkende sine olier og additiver i Tyskland for derved at sikre, at hele verden opnår det samme og konstant høje kvalitetsniveau. Det gør LIQUI MOLY til et temmelig dyrt mærke. "Vi vil heller ikke være de billigste", siger Ernst Prost. "Vi vil være de bedste."

Større omsætning, sundt resultat – Ernst Prost ser med tilfredshed tilbage på et problemfyldt 2019: "Det, at vi på trods af svære omstændigheder fortsat har kunnet vækste, viser hvor stærk LIQUI MOLY er."

Peter Szarafinski


Marketing
Peter Szarafinski
Head of Media Relations International
Jerg-Wieland-Straße 4
89081 Ulm

Telefon: +49 731 1420-189
Fax: +49 731 1420-82
E-mail: peter.szarafinski@liqui-moly.de

Kontakt