Kvalitetsarbejde, lortekoncepter og brødkrummer

I dagens rundskrivelse til kollegaerne understreger Ernst Prost, hvor vigtigt et fungerende værdikompas er for iværksættere, og at den erhvervsmæssige risiko ofte er højere for dårligt betalte ansatte end for investorer.

Kære kollegaer

 

Man kan godt køre uden hænder på en cykel. Og man kan også godt spise uden kniv og gaffel. Men man bør ikke arbejde uden hjerne og hjerte, og en virksomhed uden kompas bringer endnu mindre med sig. Jeg tænker ikke på kompasset med de fire verdenshjørner, men værdikompasset med rigtigt og forkert. "Hvordan skal jeg vide, hvad jeg skal beslutte, og hvad jeg skal gøre?" Det havde en af mine læremestre et simpelt svar på: "Der er ting, man bare ikke gør." I grunden er det enkelt, et klart beslutningsgrundlag og et velfungerende kompas. Man kan også kalde det samvittighed... Hvis man vil teste, om man handler rigtigt, kan man også bruge denne sætning: "Gør ikke mod andre, som du ikke ønsker, at de skal gøre mod dig". Den, der handler flabet og med koldt hjerte, måske endda med foragt for andre mennesker, ville handle helt anderledes, hvis det ikke var anonyme mennesker, dvs. personalenumre, levende rationaliseringspotentiale, hvis skæbne han bestemmer over, men venner, pårørende, hans egen familie eller ham selv.

I kan godt høre det – jeg taler igen om arbejdsfordeling og afskedigelser og chefers og virksomhedsejeres sociale ansvar. Det handler jo ikke om tal eller anonyme masser. Det handler om mennesker. Og hvert enkelt menneske tæller. Denne anskuelse er muligvis helt fremmed for investorer. Men ikke for en virksomhedsejer. Tværtimod: Mennesker kommer først, derefter afkast. Sådan tænker og handler VI. Jeg indrømmer gerne, at det kræver en masse standhaftighed og principfasthed at fastholde denne overbevisning. På den ene side arbejdsløshed, fattigdom blandt gamle, minimumsløn, livet på kanten af samfundet og på den anden side overskud, profit, afkast – millioner og millioner af euro og dollars... Og det skal give mening? Jeg taler slet ikke om rimelighed og retfærdighed, jeg taler om fornuft og ufornuft i en nationaløkonomi, et samfund.  Når nogle aktører udnytter lortekonceptet med at lede efter og udnytte skattemæssige smuthuller og skattely af lovlig og ulovlig art, så kan deres skændige og skadelige adfærd dårligt blive værre. Jeg ønsker ikke at dø som et røvhul.

Det er jo ikke sådan, at de, der kun har lidt eller intet, ikke yder eller ikke arbejder. Med lav løn og store udgifter til husleje, børn og familie har man ikke råd til at flytte sig eller til at lægge til side til alderdommen. Ikke alt arbejde bliver belønnet, som det burde. For min skyld må alle gerne have for meget – jeg kender ikke til misundelse og jalousi. Men for lidt eller så lidt, at man ikke har en fornuftig indtægt til sig selv og sin familie, går slet ikke. Det skal kunne betale sig at arbejde. Godt arbejde skal være godt betalt. Skattesvig skal forhindres og straffes hårdt, fordi det er ulovligt.

Vi hører jo overalt om erhvervsmæssige risici. De findes uden tvivl. Nogle virksomhedsejere må kæmpe dag og nat for at forsørge sig selv, deres familie og deres medarbejdere. Men der findes også rigeligt med virksomheder – og det er ikke nødvendigvis de mindste – hvor personalet bærer de erhvervsmæssige risici i stedet for virksomhedsejeren... Som man tydeligt kan se her under krisen, bliver de mennesker, der har optjent virksomhedens velstand, straks sat på gaden, når det hele ikke kører så glat længere... Og hvis det går skidt, får man efter årtiers underbetaling et spark bag i ved den første den bedste krise – for altid... Mens den erhvervsmæssige risiko for investoren består i at måtte undvære et tocifret millionoverskud i et års tid og i stedet nøjes med et etcifret. Som sagt findes der begge dele – man må kigge nærmere på de enkelte tilfælde. Jeg håber, at bankerne gør netop det og ikke kun redder de store... og dem, der råber højst...

Værdien af arbejdet er så afgjort altid værd at se på. Og den udtrykkes i løn, i sociale ydelser og i sikre arbejdspladser. Den erhvervsmæssige risiko må under ingen omstændigheder tørres af på de i forvejen svage parter i dette spil. Alle, der medvirker i en værdiskabelseskæde, skal have deres del af de indtjente værdier. Jeg bryder mig slet ikke om kun at arbejde for kapitalen og spise arbejderne og de ansatte, der jo netop gennem deres arbejde er med til at få denne kapital til at yngle, af med brødkrummer. Det ville være et gigantisk svigt af vores fælles økonomiske system og vores samfundsorden.

 

Jeres

Ernst Prost

Direktør