"Har vi styr på corona, eller har corona styr på os?"

LIQUI MOLYs direktør Ernst Prost om genoplivningen af økonomien

Kære kollegaer!

Det ser ud til, at vi med nød og næppe har undgået det værste. Alle mulige genåbningsløsninger – alt efter delstat og fyrste, øh, ministerpræsident.... Masser af flip-flopping, som amerikanerne siger, dvs. et skridt frem, et skridt tilbage, en saltomortale fremad og igen en tilbage. Nå ja, for at en nedlukning ikke skal ende i ruin, må man åbne butikken langsomt igen. Forsigtigt – helt klart... Men også konsekvent, så man med nød og næppe undgår den økonomiske katastrofe. Der skal igen opstå forbrug. Køb og salg. Produktion og forbrug. Og igen optimistiske, modige og markante investeringer. Det gælder alle – virksomheder og private husholdninger.

Og her ligger hunden begravet. Her nytter milliarder i offentlig støtte, penge til arbejdsfordeling, kredit og lignende ikke i længden. Kredit kan ikke erstatte omsætning. Kun hvis man igen må åbne sin virksomhed, kan man arbejde, omsætte og tjene penge. Helikopterpenge, skattelettelser eller flere penge til arbejdsfordeling nytter ikke alene ingenting, hvis folk ikke kan købe noget, men er også en "sød gift" for dem, der nu kræver mere fra staten, end de selv er parat til at yde. Støtte til at klare sig igennem er OK... Det samme er hjælp. Men støtten må ikke blive permanent. Vi skal bare tilbage til den tilstand, vi var i før corona.

Alle forbrugere er også producenter og omvendt. I enhver specialiseret økonomi arbejder alle for alle, og alle profiterer af alle. Hvis vi alle har arbejde, har vi også alle indtægt til at købe for. Det lyder enkelt, men det er det centrale i vores frie markedsøkonomi. Fuld beskæftigelse til acceptable lønninger er målet. Det er ikke staten, der skal sørge for det, men samfundet, borgerne, virksomhederne og deres medarbejdere, det vil sige os alle. Nu er det tid for de kreative, de flittige, de aktive, dem, der tror på fremtiden, der tror på sig selv, dem, der går i gang, får idéer og gør noget. Man skaber ikke noget opsving med arbejdsforbud, fordi pengene til arbejdsfordeling ellers går fløjten. Det er også det, jeg mener med den "søde gift".

Man kan altid finde arbejde. Der er rigeligt at lave. Hvis man har drejet kontakten helt om og lukket virksomheden helt ned – som nogle jo har gjort, uden at det var tvingende nødvendigt – kan det naturligvis ikke undre, hvis slet intet kan lade sige gøre længere. Men så er det ikke på grund af krisen, men på grund af den måde, man har reageret på krisen. Jeg har masser af konkrete eksempler på det.

Idet vi jo producerer og sælger som før, har vi stadig behov for varer og tjenesteydelser. Vi får ikke altid det, vi har brug for: "Ser De, vi har indført arbejdsfordeling, desværre." Det kan ikke være rigtigt. Men lige meget... VI fortsætter, og vi støder på de huller, som vores konkurrenter i øjeblikket efterlader. Vi udnytter chancen, netop under krisen, fordi vi ikke går i opløsning og ikke overgiver os til statens nåde, men fordi vi holder skansen og netop nu tager rigtig fat – som det hører sig til!

De bedste hilsner

Jeres

Ernst Prost