Det er dumt at være nærig

I dagens rundskrivelse til kollegaerne forklarer Ernst Prost, hvorfor misforstået sparsommelighed ikke har noget med virksomhedsførelse at gøre, og hvorfor man især i svære tider skal investere.

Kære kollegaer

 

Hvis fedtsyle og kræmmersjæle overtager en virksomhed, så er den fortabt. Her i Schwaben kalder vi også denne type leder for "Entenklemmer" – en der klemmer på ænderne for at mærke, om de er med æg. Det er ikke noget fint udtryk, men beskrivelsen er præcis. Det følgende udtryk går lidt mere over grænsen: "For fem pfennig ville han lade sig klemme til en blodvabel i de ædlere dele." Det synes jeg godt, at jeg kan skrive her, siden jeg ikke regner med, at der er børn, der læser med. Apropos maskebal med ministre: Er der i dag en eller anden politiker, der i en eller anden lufthavn har taget i mod et eller andet fly med mundbind "made in China"?

Tilbage til "Entenklemmer", modsætningen til den legesyge visionære og skaberen med klare mål:

Hvis man graver sig ned gennem lagene af folkemunde, folklore og livsvisdom støder man på en af de syv dødssynder: Griskhed. Det har ikke noget med sparsommelighed at gøre, men mere med lyst til undergang i rigdom og med fulde lommer og manglende lyst til at dele. "Spørg ikke, hvad det koster, men hvad det giver." Den sætning har jeg sagt et par hundrede gang i min karriere, hvis nogen under ingen omstændigheder vil investere eller dele. Hvis det ikke hjælper, fortæller jeg historien om den nærige bonde, der – uden tillid til Gud og uden at være velsignet med optimisme –- ikke ville gøre sit arbejde og derfor hellere ville spise såsæden end at lægge den i jorden og stole på, at den om et par måneder ville give ham en rig høst. Som regel siver budskabet så ind: "Hvis man vil høste, må man så!"... Og gøde og luge ukrudt, vande og beskytte. Man lader vel ikke være med at så, det vil sige investere, på baggrund af forretningsmæssige overvejelser, men fordi man er doven, bruger frygt som undskyldning eller er nærig – eller på grund af alle tre åndelige og moralske laster... At sidde på pengesækken i stedet for at få indholdet til at yngle – eller dele noget af det ud – er ikke købmandens fornemste opgave, og denne (forkerte) adfærd er i modstrid med iværksætterens kreative skabertrang og glæde, når hans barn vokser, og han skaber arbejdspladser.

Sparsommelighed er fornuftig. At spare betyder at undgå unødvendige udgifter. Det kan man ikke sige noget negativt om. Men at spare betyder også at tage højde for dårlige tider. Også i denne forbindelse vil jeg henvise til min bedstemor: "Spar i tide, så har du i nøden". Der kommer altid dårlige tider igen. Og nød. Tro endelig ikke, at denne krise vil være den sidste krise. Der vil altid komme dårlige høster på den en eller anden måde. Uanset om det er på grund af oversvømmelse, tørke, skadedyr, hagl, frost, forkert politik eller på grund af corona. Skulle vi af den grund holde op med at så, det vil sige investere, og ikke længere kærligt pleje vores marker indtil høsten? Det ville en nærigpind og bangebuks gøre, men ikke en iværksætter. Det er ikke fedt at være nærig. Det er dumt at være nærig. Både nærige og dumme og de, der ved alt om prisen, men intet om værdien... Det er også dumt at spare for enhver pris. At spare det forkerte sted giver ofte grimme overraskelser og høje omkostninger...

"Jeg har aldrig løbet efter pengene. Jeg har altid ventet, til de kom til mig". Det er ikke noget, jeg har sagt, men jeg kan godt lide det.

Facit: Det er sjovt at arbejde. Og at tjene penge. Det giver mening at hjælpe. Nærighed er skadelig. Der skal vækst til. Investeringer er nyttige. Hvis man vil høste, må man så... Og gøde og luge ukrudt. Så enkelt er det. God fornøjelse med det!

 

Jeres

Ernst Prost

Direktør