800-årig influencer

LIQUI MOLYs direktør Ernst Prost om lidenskab og succes

Godmorgen, kære kollegaer!

Det er den gamle og adelige adelsslægt Güssen, der hver nat hvisker til mig om det vigtige i livet. Det er ikke de talrige beboere af dette slot, de mange og omskiftelige ejere, mig selv inklusive, der er mine influencere. Nej, det er bygherrerne, der for 800 år siden stadig red ind i slotshallen for at bringe sig i sikkerhed for fjender. Der, hvor min Easy Rider Harley-Davidson og min computer står i dag – er det ikke skørt?! Det er den sprudlende inspiration i disse gamle mure, der med en konstant strøm af nye idéer driver mig gennem både kriser, katastrofer og succeser. På Leipheim-slottet har der været kærlighed, fest, latter, tårer og naturligvis også død. I hundredvis af år... Jeg skal i hvert fald blive 102, for så fejrer slottet i dets nuværende form sin 500-års fødselsdag. Det bliver et herligt dobbeltjubilæum – mig 102 og slottet 500.

Jeg holder af at bo og arbejde på dette gamle, historiske slot, der hver eneste nat hvisker hemmeligheder i mine ører. Jeg følger gerne den inspiration, jeg mærker på dette sted. I Erich Broys bog har jeg læst om mennesker, der som besat helligede sig deres opgaver og sled sig selv til udmattelse for at arbejde på deres værk, indtil det var 100 % perfekt og fuldendt. Det synes jeg om. Det er perfektionisme, det er lidenskab, det er lyst – og lyst er tidløs.

Al livets hurlumhej tager jeg kun til dels alvorligt, mine opgaver i høj grad, men på ingen måde min egen betydning. Kirkegårdene er fyldt med mennesker, der engang var vigtige, mægtige og rige. Det er nu engang forgængeligheden, der sætter en stopper for ethvert liv. Så hvorfor bruge energi på det? Hvorfor samle rigdom bare for at blive rig? Der er jo også bare tåbeligt, hvis der på en gravsten står følgende: "Her hviler kirkegårdens rigeste mand". Vejen fra laurbærkransen på hovedet til kransen på kisten, det vil sige livet derimellem, er jo ikke uendelig. Carpe diem, som de gamle romere sagde. Grib dagen. Men hvorfor? Jeg holder af at arbejde, og arbejdet udgør også størstedelen af mit liv. I den forbindelse er jeg i langt højere grad kunstner end leder.

At formulere organisationsbestemmelser har aldrig rigtig været mig. Jeg vil hellere udvikle visioner, omdanne dem til missioner og opfylde dem 200 % med et stærkt mandskab. Men selvfølgelig tilbringer jeg også gerne ferierne rundt omkring på forskellige øer blandt så mange dyr som muligt og har i tre uger ikke andet om ørerne end en kasket. Begge dele er en del af livet: Spænding og afspænding. Jeg er trods alt afhængig af skidtet. Nej, ikke af motorolie, additiver og slet ikke af penge, men af det nye og afvekslende, af bevægelse, af at skabe, af meningsfyldt opbygning, af realisering af idéer, af arbejde dag og nat, af succes og perfektion og af konstant nye udfordringer. In search of excellence... Af og til er det som en rus – en sund rus. Eller som at spille Matador med ægte penge. Det vigtigste er, at spillelysten bliver opfyldt, og at den samtidig, så at sige som et affaldsprodukt, skaber gode gerninger, fornuft og glæde for andre. Med tiden har jeg tilladt mig den luksus ikke længere at gøre det, jeg skal, men kun det, jeg synes er sjovt. For eksempel at arbejde. Alt, hvad jeg gør, synes jeg er sjovt – men jeg gør også kun det, jeg synes er sjovt.

Jeg ønsker for jer, at I også vil have stor glæde af det, I gør, og jeg glæder mig til en ny vidunderlig uge med jer og vores forretningsvenner.

Forresten: Ridderrustningen gav i mig i 2007 til min 50 års fødselsdag. Tempus fugit... Tiden flyver. Lad os få det bedste ud af den!

De bedste hilsner

Jeres Ernst Prost