"1 million millioner = 1 billion".

I denne mail forklarer Ernst Prost, hvilke muligheder de lave renter giver staten for at sætte gang i erhvervslivet efter coronakrisen

Kære medarbejdere, kære kollegaer

 

Jeg benytter mig jo gerne af det krigeriske ordforråd om heltemodig kamp og heroiske slag. Som regel efter en kvart flaske rødvin, eller når jeg har læst Clausewitz... Krigsretorikken vil jeg dog ikke bruge – uanset hvor dramatisk jeg gerne vil beskrive situationen og vores opgaver. Krig er jo noget helt andet end en krise. Og forskellen på kamp og krig har jeg allerede tidligere beskrevet. Krig dræber mennesker – kamp redder liv.

Og jeg ser også endnu en vigtig forskel på krig og denne krise: I en krig går alt til grunde. Maskiner, fabrikker, anlæg, huse – ganske enkelt alt. Alle værdier, alle formuer. En sådan ødelæggelse af privat ejendom, virksomheders besiddelser og statslige strukturer oplever vi ikke i øjeblikket – selvom nogle har fået en tur gennem maskinen. Men vi er ikke nødt til at genopbygge lige som efter Anden verdenskrig. Vi skal bare have det hele op i omdrejninger igen. Det er heller ikke nogen ubetydelig opgave, men den kan løses. Denne forskel er vigtig for mig, fordi mange nu skriver om en ødelagt økonomi. Måske er det snarere en ufrivillig, komaagtig vintersøvn...

Det gode ved os tyskere er jo vores flid, vores ærgerrighed og vores regelrette arbejdsomhed. Det er allerede 90 % af det, vi har brug for for igen at komme i højeste gear... Og så lige 1.000 milliarder euro eller 1 million millioner... Det er 1 billion euro. Også gerne to billioner. Og hvad så? Penge koster jo i øjeblikket ikke noget. Prisen for penge kaldes renter, og dem skal staten i øjeblikket ikke betale. Heldigt nok... I perioden med høje renter betalte Tyskland årligt mellem 20 og 40 milliarder euro i renter for sin statsgæld. Det sorte nul og især tiden uden renter sparer i stort omfang statsbudgettet for disse milliarder i renter hvert år. Det er godt.

Og hvad sker der nu på statsbudgettets omkostningsside, hvis vi igen stifter gæld for 2 billioner euro oven i de allerede eksisterende 2 billioner euro – helt korrekt: Ingenting! Så længe der ikke skal betales renter af den, medfører den ikke yderligere omkostninger, og der skal derfor ikke spares andre steder – endnu bedre. Det ville være fatalt, hvis vi på grund af denne krise stiftede stor gæld og derfor igen måtte svinge sparekniven andre steder – vi ved jo godt hvor. Det er vi dog ikke nødt til. Man kan godt leve med gæld, som man ikke skal betale renter for. Især hvis denne gæld er til ens egne borgere. Kodeordet er statslån.

Jeg er godt nok ikke økonomiminister, men bare en simpel direktør fra landet – men sådan ville jeg gøre det. Op på skulderen med den store bazooka og – lige som Mario Draghi – råbe "whatever it takes" og stifte lige så meget gæld, som det er nødvendigt for få gang i økonomien igen. Det vil være lige så tåbeligt at spare penge her som at standse uret for at spare tid.

Så kan man lægge de strengt nødvendige investeringsprogrammer oveni for at opdatere den til dels nedslidte tyske infrastruktur: Skoler, broer, digitalisering, energiomstilling og sundhedsvæsnet. Der er meget at gøre. Arbejde er der nok af, og hvis der pumpes smøremiddel, dvs. flere penge, i motoren, bliver det bedre efter krisen end før krisen. Hvis man gør det klogt, er det ikke kun en opskrift for Tyskland, men for hele Europa. Det dur dog ikke, hvis man sidder fast i ideologi, nationalisme eller fundamentalisme. Ved at udstede euroobligationer gennem Den Europæiske Centralbank får vores naboer også nye penge til lave renter – og det handler kun om lave renter!

 

Jeres 

 

Ernst Prost