• 20-05-2020

"Hvis noget kan gå galt, så gør det det også..."

LIQUI MOLYs direktør Ernst Prost om håndtering af kriser

Kære kollegaer

Der sker altid noget dumt eller skidt... Intet kommer af sig selv... Hvis noget kan gå galt, så gør det det også...

Men først til noget helt andet: I har sikkert bemærket, at jeg har fået et fly med vores reklamebanner på slæb til hver eneste dag ved middagstid at flyve over Ulm og især vores virksomhed. En lille hilsen til vores hjemby og en stor tak til jer allesammen!! Og masser af sjov for kun 250 € :-) :-)

Men nu tilbage til emnet:

En virksomhed er som en krop. Den har styrker og svagheder. Og en gang i mellem bliver den syg... Nogle af kroppens egenskaber fører til toppræstationer, mens andre egenskaber fører til lidelser, smerter eller sågar død. Det er vores opgave at opbygge styrkerne og udrydde svaghederne. Det nytter ikke kun at gøre det ene og undlade det andet – uanset hvilken af delene. Det gælder om fortsat at fremhæve styrkerne og samtidig håndtere svaghederne. Jeg synes, at vi klarer det godt, fordi vi er meget ærlige og skånselsløse over for os selv i analysen af vores styrker og svagheder. At prøve at tale noget op nytter jo alligevel ikke noget.

Af og til kommer der sygdomme, og så er hverken kroppen eller virksomheden, som den skal være, og som man gerne vil have, at den skal være – og nogle gange rammer det hele hårdt og brutalt på én gang. Men også sygdomme er en del af livet og det at drive virksomhed. Og som hos en god, ansvarsbevidst læge begynder behandlingen med diagnosen. Er sygdommen en bums bagi, der ganske vist er ubehagelig og irriterende, men som ikke kræver yderligere behandling, fordi den ikke er livstruende, eller svarer sygdomsbilledet til en farlig forandring i hele organismen, i hele virksomheden? Så må man naturligvis gå helt anderledes til værks. Og det er lige præcis den situation, vi befinder os i! Corona giver os en ordentlig rystetur.

Nogle sygdomme kan man leve med, andre skal behandles, andre skal udryddes helt, så de ikke anretter større skader. Man må under ingen omstændigheder tage let på det. Nogle gange bliver en bums til en byld. Derfor skal man altid være opmærksom og udvise rettidig omhu! "Det er bedre at forebygge end at bore" – I kender sikkert det gamle tandlægeråd. Og "Tag det i opløbet" – et af mine yndlingsprincipper – kender I også.

Som med alle sygdomme i kroppen, sjælen og ånden er det også i forbindelse med virksomheden vigtigt at bevare optimismen, håbe på det bedste, ikke give op og at gøre alt for igen at blive sund. Sygdomme er en del af livet, og kriser er en del af det at drive forretning. Så langt tilbage jeg kan huske, har der altid været noget, man ikke havde lyst til, som man ikke havde brug for, men som alligevel skete. Min strategi: Ikke gå i panik, løse opgaverne roligt og sagligt og håndtere problemerne fuld af energi. Hver eneste dag klare arbejdet stædigt og optimistisk og flittigt og motiveret – også gerne med glæde og humor. Find oplysninger, lær noget, se fremad og gå så flittigt til værks. Det er min anbefaling til os.

Så er Murphy’s Law fra overskriften også knapt så skræmmende. Hvis man ved noget, kan man indstille sig på det, og man bliver hverken skuffet eller overrasket. Det er alt sammen et spørgsmål om indstilling til livet og naturligvis også et spørgsmål om mentalitet. Jeg ser sådan på det, at vi på grund af corona og lockdown i øjeblikket ikke er særlig sunde. Derfor har vi overhovedet ikke tid til at slappe af, ingen grund til at være tilfredse, og det er slet ikke tiden til sjove småopgaver – der skal tages hårdt fat, venner! Det skal være perfekt og ikke halvhjertet... Jeg er en meget dårlig taber :-) – Jeg vil altid gerne vinde, sammen med jer og vores forretningsVENNER i hele verden!!!

Og derfor beder jeg jer om altid at tænke projekter og aktiviteter helt til ende. Altså helt frem til resultatet og betydningen af vores beslutninger for alle berørte parter. Frem til konsekvenserne af det, man sætter i gang. (Eller undlader at sætte i gang).

Tænk på forhånd grundigt over, hvad det betyder for os alle sammen i sidste ende, inden alle mand løber af sted. (Eller bliver stående.) Hvad koster et projekt i alt? Hvor længer tager cirka? Hvad skal der gøres? Hvad betyder beslutningen for os og vores kunder? Og det store spørgsmål: Er det overhovedet nødvendigt og fornuftigt? Planlægningshorisonterne er som regel for korte. Hvis tingene går skævt, eller vi støder på uventede overraskelser, kommer fiaskoen ikke som en overraskelse... Overvej tre gange, inden I sætter noget i gang, hvad det handler om, hvad der kan ske, hvad det hele betyder, hvad vi får ud af det, og hvad det kræver at nå målet! Vores ressourcer er også begrænsede... Tid er penge, og al fråds er en synd.

I øjeblikket lider vi under alle mulige ubehagelige omstændigheder. I grunden kan man føre alle forskydninger tilbage til coronavirussen og de dermed forbundne beslutninger og reaktioner fra det globale politiske liv. Frygten for frygt... Panik på grund af panik og alt for menneskelig, af og til endda irrationel adfærd: Sygdommen, økonomien og psykologien... Det hele til sammen skaber nu en økonomisk krise. Det kan man ikke sige noget til: Faldende overskud i så godt som alle brancher hos tusindvis af virksomheder. Tab, konkurser, arbejdsfordeling, afskedigelser. Nogle mennesker, virksomheder og hele lander bliver trukket ned i en skrækkelig negativ spiral.

Hvad skal man gøre i krisetider? Koncentrere sig fuldt ud om det væsentlige! Ingen unødvendige fiksfakserier. Ingen spild af tid og penge. Og ikke bruge tid på at jage hvide elefanter eller bygge luftkasteller. Vi har brug for pragmatikere, arbejdere og skabere. "All hands on deck" siger man på engelsk, når der er hårdt brug for al arbejdskraft i krisetider – netop for at løse krisen.

Jeg siger det meget tydeligt: Hvis vi i de næste måneder ikke leverer 100 %, så er vi færdige. Jeg beder jer om sammen med mig fortsat at kæmpe lige så fremragende og lidenskabeligt, som I har gjort siden krisens udbrud! Det er jeg meget taknemmelig for!

Jeres

Ernst Prost